Hvorfor zebraer og giraffer bør blive i Afrika

Opdateret: 17. maj 2020

Her er mit løfte: jeg vil skrive indtil jeg til sidst bliver usynlig, og de sindssygt seje strikkere bliver hovedpersonerne. Bær over med mig som pennefører og hav tålmodighed. Langsomt og sikkert får vi vendt skuden, og den dag vi får strikkernes perspektiver på deres egen verden fremfor endnu en hvid persons, skåler vi i boblevand.



Genkendelighed er en menneskelig hang som ubemærket nærer vores xenofobi. Tag blod-diamanter og børnesoldater, som er et gyser-problem på det afrikanske kontinent. Hvorfor er det, at vi skal råbes op af hvide kendisser med ustabile dialekter før, emnet finder vej til de store lærreder?


De penge har jeg ikke, og min vinkel er alligevel en anden. Hvis Afrika var en bil, var det ikke en Skoda men en Jaguar med piftede dæk. Det Afrika jeg har mødt, er skønne medsøstre som griner så det runger, og som pludrer fnisende med hinanden om alt og intet. De bryder ud i sang lige efter de har hørt hinandens historier om svigt i barndommen. Ingen snakker nogensinde om slankekure, men bærer sig selv i rytme og ynde, og så taler de hinanden op for vildt.

Måske fik jeg ikke det fulde billede, men det jeg så er også en del af historien om Afrika. Og den side havde jeg ikke læst meget om inden jeg selv kom derned.

Inden vi startede med at strikke på Ækvator var vi andre steder henne. I mange måneder håbede vi, at det mega-fine wax-stof kunne bruges til noget som kunne sparke en indtægt i gang for kvinderne.



Vi producerede hundredvis af net, prøvede at lave smykker og børnetøj og vi rejste penge til symaskiner. Vi lavede events på hippe locations i København og sågar en film med et twist. Se selv her:




Men da vi blev for trætte til at svare på deres Whatsapp beskeder måtte vi sande, at der skulle andre boller på suppen. Arbejdet skulle gøres af afrikanerne selv. Den værdighed som jeg kendte dem så godt for måtte nu bære. Vi skulle rykke fra hjælp til selvhjælp ellers ville vi køre os selv i sænk og hjælpen til dem ville alligevel udfase.

Nu indledte vi den vilde jagt på et stjerne-produkt, som vi kunne sælge til danskerne. Når man i længere tid har været væk fra Vestens stopmættede butikker med bugnende hylder bliver man pludselig hurtigere benovet over det udbud der trods alt findes. Og jeg var flere gange grebet af stemningen og sikker på, at nu havde vi fundet det produkt, der skulle skaffe kvinderne brød på bordet.

Først da jeg stod af toget på Nørreport midt i København med min maxistørrelse kuffert med små hjemmelavede zebraer og giraffer på vej ud som nyslået sælger, ramte virkeligheden mig: ”Shit! - De her kommer jeg jo aldrig af med”. Og efter at have været op og ned ad gaden i butikkerne og møde de mega-søde ekspedienter, var den mavefornemmelse bekræftet.


Fast forward……..



Vi bumler afsted i den gamle jeep langt ud vestpå mod Rwandas grænse til Congo, hvor det vulkanske stenede landskab står råt og uberørt. I en turistbutik inde i Kigalis fornemste hotel havde jeg i min jagt på ideer set den lækreste nøgle naturfarvede uld til 20 dollars. En brochure ledte mig videre til uldprojektet ved vulkanerne. Og havde jeg ikke med mine egne øjne set folkene og deres aktiviteter, havde jeg aldrig troet det. Keep in mind: Vi er midt på ækvator, hvor jeg aldrig før havde set får. Alligevel havde en kvinde fra USA 8 år tidligere forfulgt sin idé og hjulpet en hel landsby i gang med at rykke sig selv videre. Strikkekunsten kendte man i Rwanda i gamle dage. Nu var den hentet frem igen. Den tur blev for mig ligesom at se ind i sin egen fremtid. For vildt, at man kunne strikke med afrikanerne. Her var endelig den idé, vi havde ledt så ihærdigt efter.

21 visninger0 kommentarer