Mænd....i Afrika


Hjemme hos os er der gået kløft i tilbageblikket over corona-krisen. Hver gang en ny opdatering klikker ind om regeringens forhold til sundhedsmyndighederne kniber Morten øjnene, og jeg lister af inden vi havner i endnu en cirkulær diskussion om hvordan vi ville have tacklet krisen. Noget siger mig, at vores forskelle herhjemme på matriklen kan rulles ud til et bredere fænomen. Mennesker over økonomi. Logoet symboliserer social afstand i coronatiden. Gæt hvem der bestemte det hjemme hos os? Min søde mand brokkede sig ikke, selvom han helt sikkert tænkte sit.

Blandt de top 5 bedste til at styre deres land sikkert ud af krisen er Danmark åbenbart. Og med undtagelse af et enkelt af de 5, er de andre også styret af kvinder. Måske nok tilfældigt. Men for Coffee Beanies har det været et on-going spørgsmål hvordan og hvornår vi skulle invitere mændene om bord. Den ultimative test på vores mængde mande-appel i projektet har været, hver gang de spurgte mig hvad vi laver i Coffee Beanies, og jeg svarede, at det var strikhuer. Bagved manden som pludselig skulle på toilettet – hver gang - dukkede i stedet en nysgerrig kone ud af flokken. Det var så tendentiøst, at det nærmest var komisk, hver gang vi snakker med folk tiltrækker ordet: ”kaffemanden og ”strikhuerkonen.



Der står altid nogen bagved frontpersonerne. Og tager vi lederne af de tre grupper, som vi er startet op med, Anne Marie (Rubura), Beatrice (Bujumbura) og Esperance (Kigali), så står der tre top-klasse-darling-mænd og hepper på deres kvinde. Projektet ville have været umuligt for kvinderne uden gavmilde doser af space, taletid og aftenarbejde, så de har kunnet samle kvinderne omkring sig i strikkegrupper. I lande hvor sønnerne er de eneste arvinger til land og dermed mad og indtægt, skal de færreste mænd nyde noget af at have lavet om på hierarkiet. Og er man gift med en dreven kvinde ligger der latent en stor risiko for at miste sin status og få øgenavne for ikke at kunne styre sit eget hus. Jeg elsker derfor vores tre lederes endnu større sag dernede i strikkegrupperne. Jeg elsker, at de kan vise alle de andre familier i landsbyerne, at kvinder kan noget, og at det gavner at slippe dem løs.

Vi SKAL bruges med hver vores vinkel– ens køn er ligegyldigt. Hvis min mand ikke bekymrede sig om vores lands økonomi, og jeg fik lov til at bestemme, så ville staten blive nødt til at indsamle guldure og guldtænder fra de private husholdninger inden seks måneder. Og uden mig og mines default til (over)bekymring for landets sygehuse og børnehavebørn ville Christiansborgs hjertehule langsomt isne til en glidende skøjtebane. Dagens udfordringer som klima og pandemier er komplekse og venter ikke på en krigsherre, som kan spille med sine muskler. I stedet er svaret tusindvis af individuelle mænd OG kvinder fra Rusland til Maldiverne, som kan mærke hinanden og vil spille hinanden max gode.



P.S. mens jeg skrev ærgrede det mig, at vi ikke var omvendte. Mig på økonomi og ham på børnehavebørnene. Gad vide, hvordan I står derhjemme?


…… og nu til dagens højdepunkt - morgenkaffen som vi begge to heldigvis er pjattede med. Mmmmmm…….

20 visninger