Min true strikke-story

Billedet: Min mor da hun som 17 årig forlod Zambia og rejste til sine forældres hjemland Danmark. Ingen havde lært hende at strikke, og da hun efterhånden blev mor til 7 kom anledningen ligesom aldrig rigtig dumpende.


Fortrydelsesknap - hvor er du?

Som ældst ud af en søskendeflok på 7 så jeg (tit) min mor sidde ned når hun ammede men ellers aldrig. Vores falske Rasmus Klump mor Karen som passede os når vores forældre skulle noget, havde et udtalt praktisk kærlighedssprog. Så det blev hos Karen, jeg lærte at bage småkager og strikke og samle kogler i skoven til juledekorationerne. Første minde med strik er mig med min lillebror (en af dem) hjemme hos Karen. Mindet kan stadig få os til at flække for hans lille uformelige blå klud var så våd at det drev fra hans svedige 5-årige fingre. Stædigheden har han taget med sig hele livet og er heldigvis kommet i mål med at konvertere det til noget brugbart når han med en hånd i dag slår knuder inde i maven

på de folk han opererer. Hvem havde lige lavet den kobling dengang tilbage i vores orangebrune 70’ere. Tsk tsk Mit næste strikkeminde kan stadig få varmen op i ansigtet på mig. For dér mødte jeg for første gang min tendens til overmod. Jeg er mindst på holdet på et sommerkursus i håndarbejde. Da læreren spørger hvad vi gerne vil lære, rækker jeg hånden op og svarer: ”at strikke en trøje”. Holdets sammenhold blev i det øjeblik cementeret i et sug af fnis. Alt imens jeg selv uden held scanner rummet for at finde ”fortrydelsesknappen”.


Strikketyperne

Alle de strikkere jeg kender, har en X-factor over sig. Hvis jeg skulle bytte liv med en person, så vil jeg først og fremmest sikre mig, at hun var strikker. Derfra kommer alt det gode. Hun er god til at sætte sig mål, god til at fuldføre, god til at være nærværende og tilgængelig, god til at se skønhed og detaljer, god til at grine. For alle strikkere griner lige det mere. Aner ikke hvorfor. God til at hvile i sig selv, og god til at lære fra sig. Men først og fremmest er strikkere skarpe på sig selv. Om man er til komplicerede opskrifter, at strikke nyt hver gang, at strikke ligeud af landevejen mens man kværner Netflix serier, om man er perfektionist og trevler op eller om man er hurtig som lynet.

Man er jo et produkt af de fem mennesker man tilbringer mest tid sammen med, så med Coffee Beanies kan jeg håbe på at noget af stjernestøvet fra alle strikkerne omkring mig vil flyve min vej.


Jubiiii endelig! - min trøje på pind 10 som blev færdig for nylig med det ene ærme ½ gang større end det andet. Sjusket vs. finisher – tsk tsk man må jo omfavne den man er. Jeg vælger finisher og hurtig som lynet. (Hvem står også sådan der med armene ud til siderne?) Og Rom blev ikke bygget på en dag plus heldigvis strikker afrikanerne i Coffee Beanies projektet langt bedre end mig.











32 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle